Her er artikler og historier skrevet på dansk.

Siden 90'erne var mine store inspirationskilder Victor Vasarely (https://en.wikipedia.org/wiki/Victor_Vasarely) og Bridget Riley(https://en.wikipedia.org/wiki/Bridget_Riley).

Det var inspirationen, til min brug af firkanter. Jeg ville til gengæld ikke lave op art, men lave billeder, som skaber stemninger i kraft af bevægelse, farve valg og ved at dominere rummet.

Krise #

Jeg lavede billedet i løbet af 2007, fordi jeg kunne se i nyhederne, at verdenen, var på vej ind i en økonomisk krise.

Det var ikke første gang, at jeg havde opleve en økonomisk krise på nært hold. I min barndom 80'erne var denne tids økonomiske mangler almindelig og til tider, var den til at mærke. Det samme gjaldt mine oplevelser i England i 90'erne.

Jeg havde ikke en frygt, men en forståelse for hvad krisen vil betyde for mine muligheder i livet og hvordan den vil vende om på alting, når den endelig kommer til Danmark.

Farver og materialer #

Jeg var ikke i tvivl om at det var menneskers grådighed, som skabte krisen. Det var forretningsfolk, som tænkte på dem selv, som skabte krisen. Derfor ville jeg associere farverne i billedet med de mennesker.

Forretnings folk associerede jeg med deres hvid eller lyseblå skjorter. Blå og hvide, er ret almindelig farver i en forretningskontekst.

Flere firmaer har skabt deres image, ved brug af de farver i deres tøj og logoer.

Jeg var også inspireret af punk bevægelsens kultur og Francis Bacon anvendelse af alternative materialer i hans malerier.

Jeg var studerende og havde kun få midler, derfor genbrugte jeg et lærred, som jeg havde tegnet en grov skitse på overfladen og udfyld med gul akrylfarve.

Da jeg malede billedet om, brugte jeg igen akrylmaling, og malede med alt fra slidte pensler, spisepinde til tændstikker. Jeg havde besøgt flere udstillinger om Ægypten og vidste at i faraoernes tid, så brugte man blandt andet pinde til at tegnes med. Derfor var det ikke en stor, hop fra pensler til pinde.

Nogle steder er de farvede firkanterne grove og tynde, andre steder er det tykke lag. Derfor er det hvide, ikke rent hvid, nogle steder er farven gul. Rester af blyant streger, kan ses og endda grove reparationer i lærredet af revner, påført under flytning.

I fotografiet kan man se,, at billedet består af mange små firkanter, hvor midten af firkanterne er ikke bemalet.

I midten kan man se lærredet, tanken var, at det er her man kan se forbi den fin poleret overflade, til den grovhed og fordærv, som krisen er en resultat af. Samtidigt, så er det en vindue. Her kan du se min process og hvordan jeg lavede maleriet.

Planlægning #

Jeg havde delt billedet op i seks dele ved at bruge tre streger og grundet maleriet med en blanding af lim og hvid akrylmaling. Jeg malede derefter en lang kæde af blå firkanter.De blå farve variationer blev skabt ved at blande, hvid, rød, gul og blå.


Det var ikke muligt, at male det hele på en gang, fordi malingen skulle tørre, før jeg kunne komme videre. Derfor malede jeg ikke meget mere end en håndfuld af firkanter ad gangen. Det er også derfor, at det gik et år fra start til slut.

Reception og udstilling #

I første omgang, valgte jeg ikke at udstille maleriet. Jeg var stolt og mente, at jeg havde lavet mit bedste værk til dags dato. Hvorfor ødelægge billedet ved at udstille den i en værtshus. Det var nemlig de primær steder hvor jeg havde mine billeder hængende på det tidspunkt.

Jeg viste med stolthed mit maleri frem for alle mine venner.

Der var ikke alle, som forstod, hvad billedet gik ud på og hvad budskabet var. Abstraktion er svært at forstå, og jeg havde aldrig nogen forventning om, at den skulle forstås, eller bære et budskab.

Jeg fortalt på et tidspunkt, hvad billedet hed og en del mente, at det var et billede, som var glad, med glade farver, så hvorfor har jeg givet maleriet en trist titel.

Fremover skulle billedets titel og min proces, ikke frem.

Mange år senere, bragt jeg den til en mindre udstilling. Flere af de andre genstande blev snuppet, inklusiv gæstebogen, men maleriet har jeg endnu. Jeg ved ikke hvordan den blev modtaget til udstillingen, men jeg ser frem til en dag, hvor jeg igen kan vise maleriet frem.

Perfektionens tomhed #

Jeg har lige lavet noget med en kunstig intelligens for anden gang. Jeg skulle spørge "promte" ad flere omgange for at lave noget som jeg syntes er nogenlunde acceptable og resultatet er, som forventet, processen er som forventet og resultatet ligner noget, som en AI har skabt. Ikke fordi det er dårligt, men fordi det som værktøjet har skabt, er uden overraskelser.

Det mangler mærker skabt af værktøj, beslutninger lavet for at skjule fejl, fordi man fik en indskydelse lige pludselig, det vil sige organiske beslutninger, som der i enhver menneskelig bearbejdning af materialer.

I dens mangel på menneskelighed, så er der et tom rum. Perfektionens tomhed.

I starten var kunstig intelligens produkterne fyldt med fejl. De forskellige modeller blev bedre så fik vi alle at se en spejlverden uhyggelig i dens genkendelighed, det som bliver i folkemunde omtalt som "the uncanny valley", nu er det som spøger også manglen på det uperfekte i det perfekt.

Eftertragtet fejlbarlighed #

Jeg fik mange gange fortalt i min barndom, at jeg havde en oldefar eller en anden slægtning, langt tilbage i fortiden, som lavede møbler. Han levede i en tid, hvor møbler begyndte at blive formet med industrielle maskiner. Han var en sand mester og alle de møbler han skabte var efter øjet at se, perfekt og uden fejl. Det værdsatte hans kunder, indtil fabrikkerne begyndte at lave møbler i god kvalitet.

Derefter følte han sig nødsaget til at minde kunderne om at hans møbler var mere værd, ved at han hakkede overalt på møblerne og lavede små ubetydelige skader. Det uperfekte blev således eftertragtet, fordi det var tegn på at det var menneskeskabt.

Dem som ikke havde råd til andet købte fabrikkens perfekte møbler, imens dem med en større indkomst havde råd til møbler fyldt med menneskelige fejl.

Disruption and disgrace #

Jeg kan se allerede nu, at kunstig intelligens skaber ulighed. Tech-bros kalder det for afbrydelser, "disruption", som I forandringer i hvordan virkeligheden er skruet sammen, eller hvordan man lever ens dagligdag. Der er folk som taber og vinder på grund af hvad denne værktøj kan præstere og baseret på disse menneskers holdninger til verdenen og andre mennesker..

Jeg har selv oplevet store forandringer, mange økonomiske kriser, nye teknologiske fremskridt og en hverdag med mange forandringer.

Om bølgerne gik op eller ned, så blev enten det negative fejet væk eller fremhævet efter til gode befindende. Det skabte ofte forskellige indtryk alt efter om man lader sig rive med af mediernes dækning eller om man har øjnene åben og mærker efter.

Et eksempel som jeg ofte har oplevet er at medierne fremhæver økonomiens fremgang, og den dalende tal for arbejdsløshed ...men, hvorfor er jeg og så mange af mine venner arbejdsløs? Hvorfor kender jeg så mange som er slidt op eller presset af de nuværende rammer. Der er en skælv mellem den afbildt virkelighed og mange folks oplevet virkelighed.

En ulige kamp #

I starten af 90'erne inden adgang til internettet var blevet til hver mans eje, inden søgemaskiner, inden bredbånd, så var den store fremskridt CD-ROM'en. En CD-ROM havde for sin tid utrolig meget let tilgængelig information.

Dengang var generelle opsummeringer af fakta, stor samlinger af informationskilder begrænset til biblioteker og store samlinger af fysiske bøger i form af encyklopædier. De bestod af mange tusinde siders tekst skrevet i småt. Tænk at de mange tusinder af sider kunne tilgås med brug af en computer og en cd på størrelse med en under skål til en tekop og desuden så tynd som en pandekage.

Min skole var utrolig stolt over at eje computere med cd-rom drev og derfor besluttede de en eftermiddag, at have encyklopædier kæmpe mod cd-rom drevene.

Det er værd at huske, at i dag, så er vil heldig til at have Wikipedia, lex.dk og andre online encyklopædier.

Jeg mener at vi var 6 unger på hver side af denne kamp mellem analog og digitale informationssøgning. Den ene halvdel havde adgang til en computer hver og den anden en komplet encyklopædi i mange bind, som fyldt mindst 3 borde. Den sidste var selvfølgelig den hold, som jeg var på. Vi fik en seddel for hver gruppe unger, med instruktioner om hvad vi skulle lede efter.

Der var blandt nogle af de unge på encyklopædi holdet en trykket stemning, hvordan kan man vinde overfor en maskine.

Jeg var en bibliofil, dengang ligesom i dag, jeg vidste at med en encyklopædi, så skulle man lede i en indeks for at finde frem til de relevante sidetal.

Jeg kom i gang og meget hurtigt begyndte jeg at uddelegere. De andre unger fandt de rigtige informationer, efter at jeg havde vidst dem i retning af de rigtige bøger og sidetal. Jeg bladrede hurtigt frem og tilbage i encyklopædiens indeks indtil, vi lod mærke til, at vi havde ikke flere opgaver tilbage.

Vi havde vundet over "maskinen", men i virkeligheden, så ved jeg godt, at vi vandt over nogen, som havde ingen anelse, hvad de lavede på maskinerne, ved at vide, hvordan man bruger en encyklopædi.

Minder af minder kommer ofte til at ligne alle andres minder #

Viden er fortsat vigtigt, flere har adgang til viden og i dag så føler man ofte, at man bliver dømt ud fra en forventning om, at hvis det ligger tilgængeligt f.eks. er i nyhederne, så burde man vide om det. Ingen kan få lov til at være uvidende eller ignorante. 

Det er nok også derfor alle leder med det samme på nettet, når de i en samtale bliver i tvivl om fakta.

Det minder lidt om problematikken med, at man er sin egen lykkesmed. Hvis man er det, så er man også ansvarlig for al held og uheld, som rammer en. Ligeledes, så bliver man ansvarlig for, at man ikke nåede at svare hurtigt nok på tekstbeskeden, emailen eller ved hvad der skete i går eller om det, som en anden person syntes er vigtigt, at vide.

Man kan ikke råbe, "må jeg være fri", fordi man er bundet af myndighedernes, samfundets, eller den store ansigtsløse masse's forventninger.

"Hvorfor brugte du ikke bare AI til opgaven? "

"Siger du at den blev skabt af AI, du må da kunne prompte bedre?"

Det er ikke en kamp man kan vinde.

Den kunstigintelligens er en røvhul, den tager æren for det hele!

Hvis du skaber noget med AI, så er "samfundets dom"  ligeglad med, at man er dygtig til, at lave en prompt eller brugte mange tokens til opgaven. AI'en løber med sejren hver gang, ligesom en røvhul af en chef, som tager æren for en ungarbejders sved og tårer.

Hvis du skaber noget utilfredsstillende med AI, så følger det, at det er din egen skyld fordi, du gjorde ikke dit arbejde godt nok.

Min fornemmelse af den billede, som AI'en skabte er at den var en gennemsnitlig værk, skabt af et værktøj, som bruge sandsynligheder og en tværsnit af data til at lave, hvad er en gennemsnitlig værk.

Det jeg tænker er kunstens væsen, er at den er sjældent gennemsnitlig. Den er skabt af ideer, formet af processer, teknikker og materialers egenskaber. Den er skabt for at den skulle påvirke beskueren. Kunstneren har en idé om hvem de mener beskueren er, fordi de selv beskuer værket og kender andre beskurerende mennesker.

AI imiterer kreativitet ved at være trænet på tidligere værker og af algoritmer, som beregner sandsynligheder, men kunstnere kender til mennesker og kan beskue værket fra en anden persons vinkel, de kan forestille, hvordan de vil have deres værk, påvirker værkets beskuer. De har evnen til at forestille, fantasere, drømme og endda mentalisere.

Jeg ved at AI vil kunne bidrage til dette, men jeg tror også, at dem der kan skabe noget, som er andet end en gennemsnittelig udtryk vil fortsætte med det. Der vil være dem som ser processen, som en rejse til at nå frem til et udtryk og derfor vil de ikke forkorte processen uden at det giver mening. Der vil fortsat være et marked for genstande digital, som fysisk skabt af mennesker til mennesker, fordi der vil altid være nogen som søger noget, som er mere end dens bestanddele eller skiller sig ud, i det at det er ordentligt håndværk.

Myten om at vinde fritid #

En sidste bemærkning. Omkring samme tid i 90'erne, så var der en reklame for enten en computer eller kontor pakke. Det går nogenlunde således, en sekretær taler forundret om hendes nye arbejdsgiver, hun fortæller at han ikke har mange ansatte og laver det hele med en computer. Man ser hendes chef slappe af ved hans store bord, hvorpå står hans computer.

Omkring samme tid, så blev alle unger ikke længere oplært i at programmere, men i at skrive dokumenter på en PC og lave deres matematik opgaver i en regneark. Her var revolutionen.

Nu er der gået mange år, PC'en var en revolution, det var CD-ROM også, internettet, bredbånd, søgemaskiner og nu AI. Alle disse teknologier blev omtalt, som værende mere revolutionær end de i virkeligheden var i samtiden.

Flere er i arbejde, økonomien tøffer rundt som altid, de rige bliver riger og alle andre må deles om at være på bunden, nogen mere end andre.

Selvom alt er forandret, så forbliver den omvæltende revolution en sandhed med mange modifikationer. Ofte en myte, som nogle vil have, at vi tror på. 

Its the end of the world as we know it! #

R.E.M. havde fået fat i noget. Den øverste citat er fra deres sang af sammen navn, som fortsætter med "and I feel fine!"

• Hvis verdenen går under og ingen bemærker det, er den så gået under? Og for hvem?

• Hvis jeg ikke modtog nyheder, vil jeg så vide om ulykker på den anden side af kloden.

• Hvis vi står i en AI revolution vil den diktere fremtiden alene eller er det bare endnu et værktøj i værktøjskassen.

• Hvis jeg ikke vidste at AI fandtes, vil det så være en trussel? Taber jeg ved ikke at bruge det?

Vi har fortsat brug for mad på bordet, beskæftigelse og nære relationer for at livet skal have mening. Vi skal fortsat besøge toilettet flere gange om dagen, bliver syg, samt rask og eventuelt dør.

Proces orienteret #

Jeg laver en masse kreative sysler, broderi, tegner, maler og meget mere. Det er svært for mig, at se hvordan, AI kan hjælpe mig, når jeg er hele tiden besat af processen i at være kreativ frem for selve værkets endelig udtryk.

Uanset hvad så vil jeg fortsætte med mine broderier og akvareller, som om intet var hændt. Hos mig er AI revolutionen langsom om at komme i gang og skal konkurrere mod mine hobbyer for opmærksomhed. Jeg vil ikke have at det jeg laver skal slutte, det er en lille sorg hvergang jeg bliver færdig med noget. Der er ikke nogen ønske om at andre eller noget andet skal bidrage til de processer. 

Broderi er en langsom håndværk, det er meningen med det. En langsom og grundig process, til dem der vil udtrykke sig, vel overvejet.

Kunstig intelligens er et værktøj, som er skabt for at gøre processer nemmere, hurtigere .osv 

Here are stories and articles written in English.

The move to England was done in two steps, first my stepfather left in the spring of 1989, so he could get a job in England. 

The rest of the family, my mum, my brother and I followed in June. 

I remember it being after there being a winter with snow, Hillsborough Stadium disaster, my birthday and Eurovision.

We had been living in my mum’s friends house for a few months, possibly half a year or more. 

She lived somewhere else at the time possibly with a boyfriend. She had a television set and I remember seeing Eurovision on it with my brother and mum. I think it was here I got my love of Eurovision. Possibly the only competition I have ever really given the time of day. I still enjoy it, despite the tarnish from all the current conflicts.

The time after my stepdad left for England and until we arrived, was quite peaceful and some of it was very lovely. I remember my mos friend and one of her friends celebrating my 10th birthday. I was flabbergasted to notice that on the table there was, at least 2 pies, a cake and presents. In every way it was the best birthday of my life. The picture perfect birthday, but also a birthday where I could feel that the room was filled with love. It was also a birthday where I could feel that my stepdad was not present.

I have a very faint recollection of travelling by plane and the London underground, but these days all the plane trips and travel on the underground has melted together in a blur.

Lots of people, lots of nationalities, noise, smells, everything was unfamiliar. Including the language. I must have felt that my English classes in Denmark were boring or I was generally tired at that time of the day in which I attended class. I had teachers complaining to my mother and stepdad that I was too thin, several times. I was most likely also undernourished, having to do fasting up to Easter and missing meals due to conflicts at home.

 So yeah, I slept through most of my classes in English. Which was a major handicap, as I understood nothing of what was said in the first few months in England. My brother on the other hand, was taken with the language in school and could speak to a competent degree. None the less we arrived, at our new home.

The next day, I walked out of the door to find out where I had arrived, again my memory is not perfect, but I remember walking down the street round the corner of what was most likely a very bespoke church, but now was someone’s dwelling. There was a heavy amount of traffic, it was grimy and loud. There a fat kid decided that I needed a beating. So I got beat up. Since then I have thought plenty of times, that this was my welcome. Welcome to the avenue, welcome to London, here is our appreciation in the form of a fist in the guts.

In the first many months until I was close to fluent in English, my brother and I got beat up a lot. In fact it never truly ended. I guess we got better at seeing trouble coming our way, but that was often no help at all, as trouble was present everywhere, bullies went to the playground, school yard, down the street and at the public swimming hall. I became very aware of how the body doesn’t always respond as you want it to in a crisis . I did not know about the flight, freeze, fight instinct, but my new surroundings were a great teacher.

Why there was so much violence, I would never know (it is not as if I don’t have many theories, which I do have), but we were used to it, from the confines of our home, so we never gave it much thought. The instincts we had learned at home, we subsequently got to use on the streets, playgrounds and in school.

A few times my brother and I were bullied and beat up because we spoke a different language. In one case the older child was paranoid, took offence at the fact that he couldn’t understand us, and assumed that we were talking about him behind his back. In fact, we hadn’t noticed him, before he beat us up. Back home, it was not better, my stepdad still had his fits of rage, something we felt more and more.

In the beginning of our living on the avenue, there were days with strong unrelenting sunshine and just as many days of never ending grey in grey weather.

* * *

I had been bed wetting in Denmark, at some point, for a small period of time. I don’t know why, but it soon ended. 

My mum started to wake me up after a few hours and took me hand in hand to the toilet which was only at the most, 10 meters away and on the same floor, as my bedroom. Soon though, I managed to do it on my own. This developed into half conscious sleep walking. This continued after we moved into the house of my mums best friend.

It ended though abruptly one of the first nights in our new house on the avenue.

Instead of sleeping in single beds, we slept in a bunk bed, I was on the top bunk and my brother was on the bottom bunk.

I was excited to sleep on the top bunk, I was after all the big brother, so it made sense in my mind that I should have the top bunk. I walked up the wooden ladder and pulled the blanket over me.

Soon I was asleep.

I woke up abruptly, feeling pain, in the dark, with a full bladder and lying on the bedroom floor.

I had stood up with the unconscious intention of sleep walking to the bathroom. The only problem was that the bedroom had another orientation than the bedroom in Denmark and I was also atop a bunk bed.

This resulted in me walking into the wall, losing my balance and falling out of the bed.

I was lucky that I had gotten nothing more than a few bruises.

Some sort of survival instinct must have awoken inside of me, as I never, as far as I know of, sleep walked again.

* * *

In England my little brother and I had to start all over. 

This was not without consequences. 

We had to learn how to decipher a new language, we had to learn when people had good intentions or not, a new culture, sarcasm, etc. The list is long!. Our heads were heavy with new knowledge and we made many mistakes too.

One day my brother who had learned English in school, but wasn’t in anyway proficient, had called a child ‘chocolate coloured’ with the intention of getting the child's attention, so as to have some one to play with, while we were walking about in one of the housing complexes. 

He did not know that this sounded racist. Most likely my brothers intention was to make a new friend. He didn’t know anything about racism, race, disenfranchisement, slavery, colonialism and had until this point only seen a couple of black and brown people in his life.

He definitely didn't know the right way to show interest or curiosity, without making a lot of mistakes.

We learned a lot about culture and language by feeling closed fists hitting our bodies.

I remember it as if he got beat up for saying that, but we had been in so many quickly escalating conflicts during the first few months and it could have been that we just ran away.

There was also a woman who sold plaster statues, which she had cast from a mould and painted her self. It was wonderful workmanship, lots of attention to detail. I admired several of her statues. With money I had earned by selling a lot of cassette tapes of programs for the commodore 64 and spectrum, as well as my paper rounds, I eventually bought a statue of death. It was about the size of a pint of milk, maybe a little more than that.

I was at the time blown over by the book ‘Mort’ and ‘Soul Music’ by the Terry Pratchett. The fantasy world of Discworld was for me a distraction from the sorrow and anxiety of my life, just as was my love of Science Fiction. Death as a figure in the story was despite his looks empathetic, a being who tries to understand people, who are to him a complete mystery . In many ways he is the super hero of the Discworld universe. Saving the world again and again. Even gaining a daughter. Death was a role model for me, he epitomises humbleness, empathy and humanity.

I was accused of being a worshipper of the devil and in some way or another, most likely physically punished or made to stay in the bedroom, while everyone else got to eat dinner. They were after all the most common punishments. They happened so often, that I got surprised when there were days without anyone getting punished in this way for something or another.

I believe that he thought it was cursed, but no matter what, I only had the statue of death for a few months at the most. 

It was a delicate item placed up high. Anyone would be a poor detective if they couldn’t predict its fate. One day,  It fell the 1½ or so  meters from the top of the wardrobe and smashed on to the linoleum floor. 

I wouldn’t say, the imaginary curse was lifted. My brother and I, our situation was rough at this point in time, and only got worse, from here on.

<<< More short stories to come >>>

Her er en liste med en udvalg af open source projecter som jeg bruger ofte.

Til redigering af grafik, fotografier .osv

https://www.gimp.org/

Skrive værktøjer og redskaber

https://da.libreoffice.org/

Markdown og tekstredigeringsprogram

https://gitlab.gnome.org/World/apostrophe

Vores rejse og familiens bosættelse til England blev gjort i to trin, først rejste min stedfar i foråret 1989, så han kunne få et job i England.

Resten af familien, min mor, min bror og jeg fulgte i juni.

Forinden kan jeg huske, at det var efter en vinter med sne, Hillsborough Stadium katastrofen, min fødselsdag og Eurovision.

Vi havde boet i min mors venindes hus i et par måneder, muligvis et halvt år eller mere.

Veninden boede et andet sted på det tidspunkt med en kæreste. Hun havde en fjernsyn, og jeg kan huske at jeg fulgt med i Eurovision på hendes fjernsyn med min bror og mor. Jeg tror, at det var på dette tidspunkt, at jeg oparbejdede min kærlighed til Eurovision. Det er måske den eneste konkurrence, jeg nogensinde har syntes om. Jeg nyder fortsat sang konkurrencen, på trods af dens med tiden plettede rygte.

Tiden efter min stedfar gik til England, og indtil vi ankom til vores nye land, den var ganske fredelig og nogle af de mest behagelige i min barndom. Jeg husker min mors ven og en af hendes venner, der fejrede min 10 års fødselsdag. Jeg var mundlam for på bordet var der mindst 2 tærter, en kage og flere gaver. Det var på alle måder mit livs bedste fødselsdag. Det synes af den perfekte fødselsdag, men også en fødselsdag, hvor jeg kunne mærke, at værelset var fyldt med kærlighed. Det var også en fødselsdag, hvor jeg kunne føle, at min stedfar ikke var til stede.

Jeg har en meget svag erindring om at rejse med fly og Londons metro, men i disse dage er alle flyture og rejser på London's metro smeltet sammen i en slør af lignende begivenheder.

Masser af mennesker, masser af nationaliteter, støj, lugter, det hele var ukendt. Inklusiv sproget. Jeg må have følt, at mine engelskundervisning i Danmark var kedelige, eller så var jeg generelt træt på det tidspunkt af dagen, hvor jeg deltog i klassen. Jeg havde lærere, der klagede ad flere omgange til min mor og stedfar, om at jeg sove i Engelsk timerne og at jeg var for tynd. Jeg var sandsynligvis underernæret. Jeg skulle faste op til påske og manglende måltider på grund af konflikter derhjemme.

Jeg sov igennem de fleste af mine klasser i engelsk. Hvilket var et stort handicap, da jeg ikke forstod noget af, hvad der blev sagt i de første par måneder i England. Min bror til gengæld, nød at lære sproget i skolen og kunne tale i en særdeles kompetent grad. Lidt efter lidt og efter en lang rejse, så ankom vi i vores nyt hjem.

Den næste dag gik jeg ud af døren for at finde ud af, hvor jeg var ankommet til. Igen så er min hukommelse alt andet end perfekt, men jeg kan huske, at jeg gik ned ad gaden, rundt om hjørnet af, hvad der sandsynligvis var en tidligere kirke, men som var nu blevet til en bolig. Der var en stor mængde trafik på vejen, det var meget beskidt og fuld af larm. Der på hjørnet, besluttede en fed dreng, at jeg havde brug for et slag i maven. Så jeg fik bank. Siden dengang har jeg tænkt masser af gange, at det var min velkomst. Velkommen til alléen, velkommen til London, her er vores påskønnelse i form af en knytnæve i dine tarme.

I de første af mange måneder, indtil vi var tæt på at kunne tale flydende engelsk, fik min bror og jeg masser af tæsk. Faktisk sluttede det aldrig rigtig. Jeg tror, vi blev bedre til at se problemer komme vores vej, men det var ofte til intet gavn, da problemerne var til stede overalt, bøller var tilstede ved legepladsen, skolegården, ned ad gaden og i den offentlige svømmehal. Jeg blev meget opmærksom på, hvordan kroppen ikke altid reagerer, som du vil have det til i en krise. Jeg vidste ikke om flugt, fryse, kæmp instinktet, men mine nye omgivelser var en god læresvend.

Hvorfor der var så meget vold, ville jeg aldrig komme til at lære (det er ikke som om jeg ikke har mange teorier, det har jeg), men vi var vant til det, fra rammerne i vores hjem, så vi har aldrig tænkt meget over det. De instinkter, vi havde lært derhjemme, fik vi efterfølgende bruge for på gaden, legepladser og i skolen.

Mange gange blev min bror og jeg mobbet og slået, fordi vi talte et andet sprog. I et tilfælde var det ældre barn, som var paranoid eller fornærmet over, at han ikke kunne forstå os, og antog, at vi talte om ham bag hans ryg. Faktisk havde vi ikke lagt mærke til ham, før han gav os bank. Hjemme var det ikke bedre, min stedfar havde stadig sine raseri anfalde, noget som vi kom til at følte mere og mere med tiden.

I begyndelsen af vores tid på alléen var der dage med stærkt ubarmhjertigt solskin og lige så mange dage med gråt vejr.

* * * *

I en kort periode, havde jeg tissede i sengen, i Danmark. Jeg ved ikke hvorfor, men det var jeg for længst færdig med inden vi rejste til England..

Min mor havde vækket mig efter et par timers søvn og tog mig i hånden, så jeg kunne komme på toilettet, som var højst, 10 meter væk og på samme etage, som mit soveværelse. Men snart lykkedes det mig, at gøre det selv. Dette udviklede sig til halvbevidst søvngang. Dette fortsatte, efter at vi flyttede ind i min mors vens hus.

Det endte dog brat en af de første nætter i vores nye hus på alléen.

I stedet for at sove i enkeltsenge, sov vi i en køjeseng, jeg var på den øverste køje og min bror var på den nederste køje.

Jeg glædet mig til at sove på den øverste køje, jeg var trods alt storebror, så det gav mening i mit sind, at jeg skulle have den øverste køje. Jeg gik op ad træstigen og trak tæppet over mig.

Snart sov jeg.

Jeg vågnede brat, følte smerte, i mørket, med en fuld blære og liggende på soveværelsesgulvet.

Jeg havde stået op med den ubevidste hensigt at gå søvngang til toilettet. Det eneste problem var, at soveværelset havde en anden orientering end soveværelset i Danmark, og jeg var nu øverst i en køjeseng.

Dette resulterede i, at jeg gik ind i væggen, mistede min balance og faldt ud af sengen.

Jeg var heldig, at jeg ikke havde fået mere end et par blå mærker.

En slags overlevelsesinstinkt må have slået til inde i mig, for så vidt jeg ved, gik jeg aldrig søvngang igen.

* * * *

I England måtte min lillebror og jeg starte forfra med det hele.

Det var ikke uden konsekvenser.

Vi var nødt til at lære at dechifrere et nyt sprog, vi var nødt til at lære, når folk havde gode intentioner eller ej, en ny kultur, sarkasme osv. Listen er lang! Vores hoveder var tunge med ny viden, og vi lavede selvfølgelig også mange fejl.

En dag havde min bror, som havde lært engelsk i skolen, men som ikke var komplet flydende i sproget, kaldt et barn 'chokoladefarvet' med den hensigt at få barnets opmærksomhed, for at have nogen at lege med, mens vi gik rundt i et af boligkomplekserne.

Han vidste ikke, at det lød racistisk. Måske havde mine brødre til hensigt at få en ny ven. Han vidste ikke noget om racisme, race, fratagelse af stemmeret, slaveri, kolonialisme og havde indtil dette tidspunkt kun set et par sorte og brune mennesker i sit liv.

Han vidste bestemt ikke den rigtige måde at vise interesse eller nysgerrighed på, uden at lave mange fejl.

Vi lærte i denne tid en masse om kultur og sprog ved at føle lukkede næver rammer vores kroppe.

Jeg husker det, som om han fik bank for at sige det, men vi havde været i så mange hurtig eskalerende konflikter i løbet af de første par måneder, og det kunne have hændt, at vi bare løb væk.

Ingen kommer til at dø i denne historie, så det er den første afsløring.

Nogle gange brugte jeg min tid på at hjælpe min mor med at sælge nogle af hendes gamle ting på markedet, tæt på hvor vi boede. Jeg tvivler på, at det nogensinde var rentabelt, men det var forventet af min bror og jeg, så vi gjorde det. På markedet var der flere små butikker, der var alt fra cupcake caféen, stearinlys butikken, antikvariske boghandel, sælgere af antikviteter, loppemarkeder, med mere.

Der var også en kvinde, der solgte gipsstatuer, som hun havde støbt fra en form og malet selv. Det var vidunderligt håndværk, masser af opmærksomhed på detaljer og farver. Jeg beundrede flere af hendes statuer. Med penge, jeg havde tjent ved at sælge en masse kassettebånd af programmer til Commodore 64 og Spectrum, samt penge fra mine avis ruter, købte jeg til sidst en statue af døden. Den var på størrelse med en flaske mælk, måske lidt mere end det.

Jeg blev på det tidspunkt blæst over af bogen 'Mort' og 'Soul Music' af Terry Pratchett. Fantasy-verdenen af Discworld var for mig en distraktion fra sorg og angst i mit liv, ligesom min kærlighed til Science Fiction. Døden som en figur i historierne var på trods af hans udseende empatisk. Han var et væsen, der forsøger at forstå mennesker, som er for ham et komplet mysterium. På mange måder er han superhelten i Discworld universet. Døden redde verden igen og igen. Han får endda selv en datter. Døden var en rollemodel for mig, han var indbegrebet af ydmyghed, empati og menneskelighed.

Det var lidt af en tilfældighed, at jeg omkring samme tid fik det samme øgenavn i skolen, fordi jeg var melankolsk og i min deprimeret tilstand gik jeg langsomt, med glaserede øjne, mod væggene, uden omsorg eller kærlighed til mig selv.

Jeg viste stolt statuen til en af arbejderne på markedet, og han fortalte mig at jeg skulle fjerne det, da det sandsynligvis var forbandet. Denne gamle mand og hans overtro gav mig en anelse om hvordan min stedfar ville reagere på statuen.

Det betød, at jeg smuglede det ind i lejligheden og placeret den i det øverste del af vores skab over selve garderoben. Der kunne min bror og jeg smugkigge, på vores forbudte statue. Lige så længe, vores stedfar ikke var hjemme.

Et par uger senere fik min stedfar en raserianfald, det fik ham til at gøre et spontant razzia på vores soveværelse.

Han var rasende og ledte efter noget, han beskyldte os for at have gjort et eller en andet. Jeg ved ikke hvad, men da han åbnede det øverste skab, blev hans temperament endnu værre.

Han råbte noget om, at statuen var ugudeligt. Han truet med at der vil opstå en hårdere straf, hvis den, der bragte statuen ind i huset, ikke indrømmede det. Jeg gav endelig efter og sagde, at det var mit og det var kun en statue.

Jeg tænkte udelukkende til mig selv, at statuen udelukkende var lavet af gips og maling, men jeg sagde intet, fordi ethvert svar på hans udbrud ville blive set, som en provocation.

Jeg blev beskyldt for at være en tilbeder af djævelen og på en eller anden måde, så blev jeg enten fysisk straffet eller blev indespærret i soveværelset uden at få aftensmad, imens ville jeg kunne høre alle de andre spise deres aftensmad. Det var de mest almindelige straffe, som jeg oplevede. Det skete så ofte, at jeg blev overrasket, når der var dage uden at nogen blev straffet for et eller en andet.

Jeg tror ikke, han har fjernet den.

Jeg mener, at han troede, statuen var forbandet, men uanset hvad, så havde jeg allerhøjst statuen af døden i et par måneder.

Det var en skrøbelig genstand placeret højt oppe. Enhver ville være en dårlig detektiv, hvis de ikke kunne forudsige dens skæbne. En dag faldt det 1 1⁄2 meter eller deromkring fra toppen af garderoben og lå smadret i tusind stykker på linoleumsgulvet.

Jeg vil ikke sige, den imaginære forbandelse blev ophævet. Min bror og jeg oplevede at situation var hård på dette tidspunkt, og kun blev værre, fra denne dag.

<<< Flere korte historier er på vej >>>